Indhold

Mandag den 17 maj Så kom dagen, hvor det hele starter. Vi kom til Odense i dejligt vejr. Som sædvanligt blev vi modtaget med et sødt smil. Jeg fik forklaret, at jeg selv kunne køre til behandlingerne. Der var ingenting i vejen for det. Jeg skulle bare komme hen til lugen, hvis jeg ønskede at blive transporteret. Vi ventede faktisk ikke, for man havde byttet om på de to ting, som skulle gøres. Det betød, at jeg først skulle have lavet en fikseringsmaske. Det var en spændende procedure, hvor min hals og overkrop blev mast ned i en pude af plastkugler. De blev suget lufttomme og opvarmet så de blev fikseret helt nøjagtigt til min nakke og overkrop. Der blev brugt et laserlys, som tegnede midten af mig. Jeg skulle ligge og holde fast i en ring. Et stykke materiale, som lignede et tykt stykke gage, blev opvarmet i varmt vand. Det blev blødt, så det kunne formes efter mit ansigt. Det føltes lidt varmt, men der var ingen problemer med at trække vejret. Jeg måtte bare ikke tale eller svare på spørgsmål. Det hele lignede science-fiktion.

Opmåling til fikserings maske

Det var overstået på en halv time. Vi gik ud for at vente videre. Efter 15 minutter blev vi kaldt ind til en meget sød og smilende sygeplejerske. Vi fik en lang snak om, hvad der skulle foregå, og jeg skal allerede til Odense igen i morgen. Så er "masken" tør, og jeg skal have taget røntgenbilleder og skannes.

Derefter skal jeg i en simuleringsmaskine, så de kan få den komplicerede maskine indstillet. Det store spørgsmål: "Hvornår begynder strålebehandlingen" ? gav det overraskende svar: "Du skal begynde allerede torsdag og derefter alle hverdage indtil den 7 juli." Det er muligt, jeg skal deltage i et forsøg, som muligvis afkorter forløbet. Det viser sig senere.

Vi havde en dejlig tur hjem af den gamle landevej. De gule marker er meget smukke lige nu, og de dufter vidunderligt. Syrenerne står lige på spring. Det en meget smukt. Vi kørte hjem langs fjorden på begge sider, mæt af de mange indtryk. Tak for en god dag med nye gode oplevelser.

Tirsdag den 18 maj I dag skal jeg møde i Odense klokken 13. Så vidt jeg forstår, er det meningen, at jeg skal placeres i den nye fikseringsmaske. Ved hjælp af en skanning placerer de mig, så maskinens stråler kan ramme helt nøjagtigt. Det er på en gang både lidt spændende og lidt skræmmende. Mere om dette, når jeg har prøvet det.

Jeg blev hentet af en sygeplejerske. Hun smilede og bød mig velkommen. Jeg skulle så "simuleres". Det tog ca. 20 minutter, og jeg fik en lille snak bagefter, med de to sygeplejersker. Jeg var den sidste i dag.

Den færdige fikseringsmaske

Onsdag den 19 maj Jeg gav mig tid til at prøve at finde mig selv.

Torsdag den 20 maj Jeg er ikke glad i dag; det er ved at være lidt påtaget. Det er noget underligt noget at skulle ind i en maskine. De siger, det kun varer nogle minutter. Jeg fik tid til at "ruge" over min egen situation. De var lidt forsinkede. Jeg så operatørrummet. Jeg blev lagt i "masken". Det var meget ubehageligt. Jeg fik et voldsomt anfald af klaustrofobi. Jeg måtte op og sidde. Efter at jeg havde sundet mig lidt, fik vi gennemført seancen. Pigerne stod og holdt mig i hånden, så længe de kunne være inde i rummet og forklarede det hele. Der blev rettet på det forskellige, og der var nogle teknikere og læger for at godkende forløbet. Jeg var meget glad, da det var overstået. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig, men et eller andet er der gået galt

Fredag den 21 maj Jeg havde det meget dumt, efterhånden som jeg nærmede mig Odense. Selvtilliden var væk. Tanken om det ukendte og de farlige celler i min strube fyldte meget

Det værste var nok, at jeg følte et nederlag. Jeg som engang kunne kravle i de mindste rum, i de højeste spir og reparere lynafledere, kravle i master til lanternerne o.s.v.

Jeg fik klaustrofobi. Jeg var bange for en maskine.

Strålekanonen armeres

Jeg fik styr på nerverne, og det var overstået meget hurtigt. Jeg fik en spisebillet til patienthotellet

Patienthotellet ved Odense Universitets Hospital (med spejlbillede af det gamle hus)

"Tag selv bordet" var 1. Klasses. Fisk, salat, lune retter og et flot ostefad

Dagens anden behandling var problemløs.

Lørdag den 22 maj Vi havde alt i alt en dejlig dag og aften, hvor de triste tanker var helt i baggrunden.

Søndag 23 maj (Pinsedag.) Atter en tidlig morgen.

Vi havde en god tur til Fyn, men det bedste ved turen var nok at mødes med vennerne. Vi blev enige at køre til Kerteminde. Vi så på marsvin og fisk i Bælt Centret.

Min Amanda var fra Kerteminde

Tirsdag den 25 Maj. Jeg kørte mod Odense, og i radioen på vej over Fyn hørte jeg, at der var punkstrejker blandt sygeplejerskerne. Rimeligt eller ej så er kræftområdet et af de steder, hvor patienterne er fredet. Der var nu det meste af en times ventetid. Jeg fik heldigvis ikke nogen form for klaustrofobi

Det hele var overstået på nogle minutter, og jeg kunne så køre hjem.

En af mine venner er gået helt i stå. (Demens) Det er sørgeligt at se, hvordan et intelligent menneske totalt kan ændre psyke. Det skræmmer.

Onsdag den 26 maj I går var der ventetid, og i dag kom jeg til før tiden. Det morede vi os lidt over Jeg var rastløs hele aftenen

Torsdag den 27 maj. Efter at jeg er kommet over min klaustrofobi, er det ingen sag at blive behandlet. Det er først på mandag lægen skal rode i min hals. Den tid den sorg. I dag skal jeg vejes og til "vampyr. Det er dejligt, at min klaustrofobi kun varede 1 gang. Der er nogle, som har det i hele forløbet.

Sygeplejerskerne er begyndt at kende mig godt nok til at drille mig lidt. Vi havde et dejligt ordspil i dag.

Fredag den 28 maj I dag er det nærmest et "rutinebesøg" i Odense.

Lørdag den 29 maj Ude hos nogle venner til grillmad

Mandag den 31 maj Jeg sidder og håber, at det er en anden læge end sidst. Jeg syntes, han var ubehagelig. Familien er enig. I dag har jeg ondt i halsen. I Week enden havde jeg problemer med at synke, men det var ikke slemt. Jeg må nok påregne nogle flere gener i fremtiden.

Jeg skulle til lægen i dag. Det gruede jeg mig lidt for. Jeg skulle vente en halv time. Det kom jeg ikke til. Jeg kom til med det samme. Vi talte om, der var nogen bivirkninger med smerter, og eventuelt problemer med at spise og med smagsløgene. Da jeg ikke syntes, der var noget særligt (overmodig) varede hele seancen 3 minutter

Det er alligevel som om, lysten til ret meget er ved at fordampe.

Tirsdag den 1. Juni. I dag har jeg ondt i halsen. Jeg har synkebesvær. Det kan godt nå at blive ubehageligt, inden jeg er færdig

Jeg sagde i Odense, at jeg havde problemer. De sagde, at det var vigtigt, at jeg fik mad, så hvis jeg havde ondt, skulle jeg anskaffe nogle brusetabletter f.eks. Panodil til at tage ubehaget. Jeg føler mig træt og uoplagt.

Min hals gør ondt i dag, og det var ikke rart at spise medisterpølse og kartofler til aften. Jeg er bare lovet, at det nok bliver værre og værre.

Onsdag den 2 Juni Jeg ved ikke, hvad der er i vejen med mig, jeg er temmelig træt. Jeg synes, jeg bliver svimmel ind i mellem. Det kan godt være, at det er noget med nerver, men jeg synes ikke, der er noget, når jeg kører.

Jeg sidder og funderer lidt over, at der er lang tid til, jeg er færdig med de behandlinger. Jeg må stride det igennem. Det er godt, jeg har et godt bagland. Endnu er Ruth ikke irriteret på mig.

Torsdag den 3. Juni Nu begynder det at gøre meget ondt. Det er mest, når jeg griner, og især når jeg synker. Det sidste kan godt blive ubehageligt på længere sigt.

Jeg blev målt og vejet. Jeg havde ikke tabt mig. Det forventes ellers. Jeg sagde, at det ikke gjorde noget med ti kilo. De sagde ok, men ikke lige nu.

Anden gang jeg skulle behandles, var det nogen sygeplejersker, jeg ikke kendte. Det betød ikke så meget, men når de var usikre med hensyn til, om jeg nu også lå rigtigt, virkede det skræmmende. De virkede utjekkede og undskyldte sig med, at maskinen var anderledes end den, de kendte.

Der var en tredje sygeplejerske. Hun kom ind med et ansøgningsskema til et legat fra kræftens bekæmpelse. Det havde jeg ikke hørt om. Der var noget med et indkomstloft

Smerterne i halsen begynder at blive værre. Det er som en halsbetændelse. Jeg må prøve at bide det i mig, og endnu er det til at klare.

Fredag den 4 juni. Tidligt af sted. Jeg kender jo turen. Det er næsten som at køre på skinner.

I dag måtte der en ekspert ind og se på min maske. Der var lidt undertoner med, hvad der var sket i går. Jeg var også lidt utryg ved det sidste hold. I dag var det et par kendte. Det bider slemt i halsen nu.

Jeg kørte forbi Jernbanegade på vejen hjem. Jeg talte med maleren. Alle vægge får en omgang. Det bliver nok lidt ferskt med alt det hvide. Jeg fik også talt med varmemesteren. Han var flink og lovede mig al mulig støtte.

Lørdag den 5 juni I dag er det grundlovsdag. Det er en speciel af slagsen; det er 150 års jubilæum. Det er utroligt, at der stadig er mange ting i den, som er moderne.

Min hals er slem i dag. Jeg producerer en masse mundvand. Det må være naturen, som protesterer mod indgrebet. Jeg prøvede med kamillete i dag. Jeg synes stadig det smager rædselsfuldt, men ned kom det da.

Ruth lavede blomkål med stuvning. Der var æg, tomater og bacon til. Jeg måtte nøjes med at mose blomkål og sovs. Det kunne da glide ned, selvom det gjorde ondt.

Søndag den 6 juni Jeg har sovet rimeligt. Jeg tog to panodil i aftes og måtte tage en igen her til morgen. Det hjælper lidt. Jeg gruer mig lidt for de næste uger. Det bliver sikkert værre og værre. Nå pyt. Solen skinnede, da jeg stod op, og det siges, at det skal være galt, før det bliver godt. Passer det, må det blive meget godt.

Mandag den 7 juni Atter tidligt oppe. Tiden snød mig i dag. Jeg blev forbavset over, at der ikke var kanal 94. Men klokken var kun 5.30 og ikke 6.30.

Det gav en time til at tænke. Det er meget svært at samle tankerne, når det hele tiden smerter i halsen. Jeg glæder mig ikke til, at lægen skal rode i min hals. Det fortæller jeg mere om senere. I dag tager jeg på Vejle Sygehus med regningen for de første 13 dages selv - transport. Det er lidt spændende, hvad de siger. Selvfølgelig er det en del penge, men alt taget i betragtning er det nok kun en brøkdel af, hvad en behandling koster. (De sender en check)

Jeg ved ikke, hvad der sker, men jeg spekulerer mere, end jeg plejer. Det er klart, at det er en kraftig advarsel at få diagnosen kræft. Det er alligevel uvirkeligt. Det er da altid de andre, det rammer. Jeg er heldig, at jeg har Ruth. Jeg håber ikke, at hun skal rammes af nogen form for sygdom. Hun er jo også yngre end mig, men alt kan komme som et lyn. Lad de tunge tanker fare. Jeg syntes, jeg skal prøve at holde humøret oppe. I dag er det bare ikke så let. Jeg er ked af, at jeg ikke er den hjælp i flytningen, som jeg burde være, og de triste tanker er somme tider svære at takle.

Jeg tror, jeg lukker dagbogen og prøver at koncentrere mig om noget konstruktivt. Flytningen skal bare fungere.

Det blev ikke rigtigt til noget, men jeg har nu ordnet med diverse flyttepapirer. Folkeregister, posthus o.s.v.

I dag var der ventetid, da det hele var forsinket. Jeg havde en samtale med lægens sygeplejerske. Hun var meget sød og omgående med på min, til tider, anderledes humor. Så kom der en ung læge, som jeg rejste mig og hilste på. Sygeplejersken og jeg havde talt om, det var en læge, jeg kendte. Da jeg så ham, måtte jeg sige, at det gjorde jeg ikke. Han havde et stort grin på. Han sagde:" Jeg hedder altså Peter". Han var meget ung, men virkede meget professionel. Han indtalte til journalen, medens jeg hørte det. Der var nogle ord jeg ikke forstod, men der er jo heller ikke noget, som er hemmeligt. Jeg fik at vide, at jeg skulle tage 8 panodil om dagen. 2 af gangen og på de samme tidspunkter hver dag. Så virkede de bedst.

Tirsdag 8 juni Tidligt op og af sted. Jeg havde sat vækkeur til Ruth, og jeg sagde farvel inden jeg kørte. Efter første behandling tog jeg en tur i Odense midtby. Den kedede mig, og jeg kørte tilbage til patienthotellet. Det kolde bord var ikke lige så flot, som de sidste gange.

Jeg skal have mine piller inden, vi spiser. Jeg må nok have nogle lidt stærkere fra mandag. Vi må se, hvad lægen siger til det.

Onsdag 9 juni Igen tidligt oppe. Det er første nat, hvor smerter i halsen rigtigt har vækket mig. Jeg klarede da at spise min surmælk. Jeg tager mine piller, inden jeg kører til Odense. Dagen i går var dagen, hvor jeg fik 2 gange stråler. Jeg ved ikke, om det har betydning, eller det bare er antallet af gange. I dag kommer jeg på 17 af de 33 behandlinger. Jeg var i god tid i Odense. Det er stadig godt, at behandlingen ikke gør ondt. Havde den det, ville der hver gang være en skræk for at skulle derned. Det hjælper også, at sygeplejerskerne er søde, og bestemt ikke er kede af at behandle mig. Jeg fik noget salve til min hals. Det er som om, jeg er solskoldet.

Torsdag den 10 juni I dag stod jeg op 10 minutter før væggeuret ringede. Det er noget generende om morgenen. Jeg fik et anfald af "krillerhoste"; det var ubehageligt, men jeg undgik at vække Ruth

Jeg var i god tid, og kom ind lige på slaget. Jeg var heldig, for der var et opslag om, at der var sygdom, som kunne medføre ventetid. Jeg blev vejet og havde tabt mig 2 kilo. Jeg synes, det er OK, men jeg fik at vide, at det måtte jeg ikke. Der er stadig problemer med at synke, og jeg udfordrer nok ikke halsen. Hverken indvendigt eller udvendigt. Det er da til at klare endnu. Det er heller ikke sikkert, at det bliver værre.

Fredag den 11 Juni Igen tidligt oppe.

Jeg fik spurgt i dag, om Kim måtte tage nogle billeder af mig i "maskinen" Det var helt i orden. Jeg måtte da også tage mine børnebørn med, hvis jeg selv havde lyst.

Lørdag 12 juni 1999 I dag er det en rigtig gråvejrsmorgen. Det er som om, solen forsøger at få overtaget. Min hals er slem i dag. Det hele virker nu som en meget heftig halsbetændelse. Der er smerter, som i dag jagede mig ud af sengen. Det må nok forventes, at det bliver værre og værre de næste uger. Min stemme er næsten væk. Og det gør meget ondt, når jeg skal synke. Jeg prøver at spise lidt surmælk, for det er for tidligt at tage tabletter. Virkningen af dem er heller ikke særlig god længere. Det er svært at forstå, hvad der egentligt sker derinde i struben.

I dag er humøret ikke i top. Det gør bare for ondt. Jeg må finde det gode humør igen. Det nytter ikke at hænge med hovedet.

Søndag den 13 juni. Det er begyndt at knibe for mig. Min hals er skrækkelig i dag. Endnu en gang sidder jeg med en følelse af at være lidt ubrugelig

Mandag den 14 juni Så er det dagen før vi flytter.

Jeg skulle til Odense som sædvanligt. Jeg skulle have 2 behandlinger. Denne dag var noget specielt. Vi tager en serie fotos til dagbogen. Dem glæder jeg mig til at se. Det hele er lidt uvirkeligt, når man ligger der i masken helt alene. Jeg havde fået nogle morfintabletter af lægen, som kunne give maveproblemer. Lægen og sygeplejerskerne var utilfredse med mig. Jeg taber mig stadig, og det må jeg bare ikke. Det er lidt underligt, at man skal have skældud, for ikke at være helt så overvægtig som tidligere.

Sådan ser der ud i kontrolrummet

Jeg fik min anden behandling. Jeg observerede, at maskinen satte ud. Efter et øjeblik fik jeg så resten af "skuddet"

Vi havde travlt med at komme hjem. Ruth havde jo hentet nøglen til lejligheden, som stadig var lige flot.

Jeg fik mig et hvil. På en eller anden måde trætter de behandlinger meget.

Tirsdag den 15 juni Igen til Odense. Det hele forløb planmæssigt, selvom der var megen sygdom i afdelingen.

Så kom flyttelæsset til Jernbanegade.

Vi får hjælp til ophængning af diverse skabe og billeder. Godt med en dejlig familie og godt med venner.

Jeg vil nok ikke rigtig indrømme det, men jeg bliver meget træt, og jeg var taknemlig for, at drengene sørgede for en drømmeseng, så jeg fik et lille hvil. Det tænkte de også på

Onsdag den 16 juni Det er en overvindelse at få noget igennem halsen. Det gør meget ondt. Jeg producerer meget store mængder af spyt, og jeg hoster meget slim op, som også skal ned. Det gør ondt, og jeg går på toilettet og spytter ud.

Familien fra Vardevej kom og hilste på. Pigerne er meget kærlige, og de føler med mig. I begyndelsen var det mest Lærke, som spekulerede på, hvad det var med den hals. Den er jo helt rød, så jeg ligner en "lalakun" (kalkun). (og ifølge Ruth taler jeg som en krage) Nu er det ligesom Clara, der tænker meget. Hun giver mig mange klem, og det er meget dejligt. Jeg er bare så heldig, at vores familie er der.

Torsdag den 17 juni I dag skulle Ruth så gå på arbejde. Der er ikke mange meter derover. Jeg havde som sædvanlig ondt i halsen, men nåede dog at glæde mig over en glad kone og over, at der var fridag i Odense. Jeg ved ikke, hvordan jeg havde haft det, hvis jeg skulle af sted. Jeg er hudløs langt ned. Der var mange ting, jeg skulle nå. Jeg sad og sundede mig lidt, og glædede mig over den dejlige stue. Jeg fantaserede lidt om billeder o.s.v. Jeg syntes, jeg trods alt burde være glad. Det er bare svært, når smerterne stadigt minder én om, at der er en kræftknude i halsen

Der kom bud fra Gulkrog med en kurv med diverse lækkerier. De er utroligt søde mod mig.

Jeg har smerter hele tiden. Det er da til at klare. Jeg er ked af at tage morfintabletter. Jeg bliver utilpas. Jeg indskrænker det til én inden aftensmaden.

Fredag den 18 juni. I dag er det igen Odense Jeg var fremme i god tid, men her måtte jeg vente. Teknikerne var ikke helt færdige. Jeg kom da til, og var færdig til tiden alligevel. Jeg fik en recept på noget kosttilskud

Lørdag den 19 juni En dejlig morgen Solen stråler fra en skyfri himmel og fuglene synger. Jeg må ikke sidde i solen, men jeg har lyst. Vores terrasse indbyder til det. Jeg er ufattelig heldig med mit bagland. Ruth sagde en enkelt gang i starten af min kræftbehandling, at jeg var urimelig. Det var rigtigt, og det nytter ikke, at have så ondt af sig selv, at man forpester omgivelserne. Jeg tror jeg har lært det, men det er ikke let, når man har smerter. Det er vanskeligt at lade være med at give lyde fra sig, når det gør rasende ondt.

Det gør temmeligt ondt i dag. Jeg tager en stærk tablet og håber så, at jeg kan sove.

Søndag den 20 juni Jeg vågnede kl 2.15. Jeg var helt våd af savl. Det er meget ubehageligt med al det mundvand. Jeg faldt i søvn igen selvom klokken var over halv fire. Jeg vågnede med et sæt klokken lidt i 7. Jeg "så" en stor rotte, som kom springende hen over sengen. Jeg er blevet bange for den morfin, selvom jeg kun spiser 1 om dagen og ikke, som jeg må, 3 – 4 stk. Jeg var virkelig bange. Dejligt at Ruth var der og holdt mig i hånden.

Hele dagen var huset fyldt med hjælpere som klarede billeder og skabe.

Snakken gik livligt. Jeg luskede lige så stille i seng. Tak for en dejlig dag.

"Jorne" stuen (næsten færdig)

Mandag de 21 juni. Tidligt af sted til Odense.. Pigerne har ondt af mig, det er helt sikkert. De kender det jo fra så mange andre. De vil ikke ud med det, men de ved godt, at de sidste gange bliver barske. Det er sådan, at det skulle være overstået med kræften, men de fortsætter faktisk med 10 ekstra behandlinger, for at være sikker på, at alt er væk. Det varer et stykke tid, inden man ved det. Vi regner med, at alt er OK.

Lægen var tilfreds med mig denne gang. Jeg holdt vægten, og da jeg forklarede min reaktion med hensyn til morfintabletter, vidste han med det samme, at når der var opkastning, var der også hallucinationer. Jeg fik Ketogan i stedet.

Jeg spiste på hotellet. Jeg tog en halv Ketogan og 2 brusetabletter. Det gik med at spise. Jeg var træt og satte mig ud i bilen, hvor jeg blundede lidt. Jeg havde købt en avis, så tiden gik godt. Tænk det er min sidste lange dag. Jeg fik sidste behandling og ilede hjem

Tirsdag den 22 juni Igen tidligt op. Det er snart rutine. Det går næsten på skinner. Jeg har temmelig store smerter. Det er også galt med det bageste af ganen. Jeg synes, det er meget slemt at komme i gang. Jeg må trøste mig med, at der nu kun er 6 gange tilbage. Jeg kom frem klokken 8.05 og var inde klokken 8.15. Jeg var færdig klokken 8.25 og ilede tilbage til Vejle. (tænk kun 5 gange tilbage)

Jeg måtte op i nat. Jeg havde stærke smerter der, hvor jeg synker. Jeg måtte tage en stærk tablet, selvom det ikke huer mig. Jeg blev ikke syg denne gang, og fik da sovet lidt.

Onsdag den 23 juni Tidlig op igen denne Sankt Hans aftens dag. Det kneb med at spise ymer trods brusetabletter. Jeg får kvælningsfornemmelser Jeg skal huske at bede om recept på Ketogan. Jeg stred det igennem, men jeg må indrømme, at nu snerper det til. Jeg har nu kun 4 gange tilbage. Jeg har stadige smerter.

Den gode oplevelse i dag var, at vi har hinanden.

Torsdag den 24 juni Det har været en slem nat. Jeg måtte op og kaste op flere gange. Jeg havde ikke megen energi, men klarede dog at tage et bad. Jeg barberede mig og kørte af sted til Odense. Da jeg sad i venteværelset, fik jeg et hosteanfald og måtte ud og aflevere morgenmaden. Det er træls at skulle have ondt, både når det skal ned, og når det skal op. Min vægt var ikke god. Jeg havde tabt 5 kilo på en uge. Det er for meget. Det er stadig lidt underligt at skulle have skældud, fordi man taber sig. Jeg fortalte pigerne om mine opkastninger, og de besluttede, at jeg skulle tale med en læge efter, at jeg havde været oppe hos "vampyren", som var den unge mand, jeg kendte fra tidligere.

Jeg ventede i 20 minutter. Så kom der en ung smilende læge, som sagde: "Du har det ikke så godt". Han gav hånd og præsenterede sig. Jeg blev vist ind på et kontor, og han lukkede dørene. Jeg sagde: "Lad os nu ikke overdramatisere det. Jeg har haft nogle dumme opkastninger, og det er så det". Vi fik en snak om mit lave niveau m.h.t. opkastninger. Han havde set det i journalen. Vi fik os en god snak, og han gav mig den recept på Ketogan, som jeg havde bestilt. Desuden besluttede han, at jeg skulle have noget mod opkastningerne. Den læge udstrålede et eller andet uforklarligt. Jeg havde lyst til at give ham et knus. Han var bare så varm. Alle i strålebehandlingen virker rare. Det er, som Ruth siger, ufatteligt hvor de henter de menneskelige følelser og ikke bliver kyniske og mekaniske. De ser mange ulykkelige skæbner.

Jeg kørte hjem med et smil på læben trods smerter,

Jeg er stærk modstander af de gifte, man putter i sig, men jeg må erkende, at de er nødvendige. Jeg ved, at min smertetærskel er ret høj. Derfor, når jeg må sige, at nu gør det meget ondt, er det ikke uden grund.

Fredag den 25 juni Det er atter tidlig morgen. Jeg fik et hosteanfald. Det var ikke rart. Det er som om, der er slim, som vil op. Det er dog kun en tør hoste, der er ledsaget af væske. Min mund er hele tiden fyldt med spyt. Jeg har hovedpine. Det er sikkert giften, som gør det. Jeg ville gerne være foruden Jeg har heldigvis kun 3 behandlinger tilbage. Ikke kun det. Det er sidste gang, jeg skal køre alene. I næste uge har Ruth ferie, og hun tager med til Odense de sidste to gange.

Godt vi har hinanden. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have stillet op som enlig.

Tænk om 2½ time er der kun 2 behandlinger tilbage.

Jeg skal indrømme, at det bestemt ikke er rart længere. Jeg spændt på hvor længe, jeg skal have så ondt i halsen. Det er en stor overvindelse at sluge en tablet.

Lørdag den 26 juni Det var en ubehagelig opvågnen i dag. Jeg kan næsten ikke synke mit eget spyt. Det bider voldsomt. Jeg fik lidt ymer ned. Vi var ude og hente børnebørnene kl 10, og de dejlige harmoniske børn er det en glæde og fornøjelse at have på besøg. Det er sådan, at jeg har let til tårer. F.eks. da Clara kom og gav min hånd et klem. Hun kiggede bare på mig. Hun syntes, det var meget synd for mig. Lærke gav mig et klem og sagde: "Du er altså meget rød på halsen" og lidt efter "Gør det ondt". Jeg forklarede, at jeg var lige så rød indvendigt i halsen, og at det gjorde ondt bare at synke.

Jeg fik mig en lille lur. Jeg synes, jeg spilder for meget tid på søvn. Jeg giver Ketogan skylden

Søndag den 27 juni Dagen startede igen tidligt. Jeg havde sovet om eftermiddagen og gik tidligt i seng. Der er store problemer med mad. Her til morgen var jeg på toilettet, og det var, hvad man kalder "en hård fødsel". Jeg har ikke været flittig nok til at tage det afførende. Jeg har det svært, når selv den mindste tablet, skærer som knive. Det betyder nok også en del for maven, at den ikke får normal kost. Vi får vi se, hvad dagen bringer.

Jeg har brug for støtte lige nu. Jeg gentager mig selv, når jeg siger, hvor heldig jeg er, og hvor glad jeg er for den kone.

Det lykkedes at sove lidt mere, men jeg vågnede med stærke smerter i struben. Det bliver åbenbart værre og værre

Mandag den 28 juni Tidlig start mod Odense. Hvor er det dejligt med Ruth ved min side. Det er da også godt for hende at vide, hvad der sker.

Jeg startede på hospitalet med opkastning af morgenmaden. Det er ikke rart. Da jeg havde fået næstsidste behandling, var jeg en lille tur inde hos lægen. Det var ikke ham, jeg allerbedst kan lide. Jeg fik en recept på noget mod opkast. Jeg gider ikke alle de medikamenter. Men en trøst er der da: Jeg mangler nu kun 1 behandling. Men som det er en selvfølge, skulle jeg dukkes lidt. Lægen sagde, at jeg måtte forvente, at det blev værre og værre den næste uge. Det lyder ikke rart.

Tænk 1 gang tilbage.

Tirsdag den 29 juni Sidste dag mod Odense for strålebehandling. Jeg syntes, jeg har det meget godt. Jeg har det stadig svært med Ketogan, så jeg tager Panodil brusetabletter. Jeg følte det så godt, at jeg ikke syntes, jeg behøvede at tage tabletter mod opkast. Det er faktisk kun slim fra luftrøret, som vil op. Det er meget pinefuldt og ulækkert.

Vi havde købt chokolade til "Pigerne". Vi fik et lille grin og et klem med ønsket om god bedring. Ruth kom med bemærkningen, om jeg havde husket at lyne op. Jeg brugte den klassiske med død fugl som ikke falder af reden. Sygeplejersken huggede til med det samme og sagde: "Se at få lukket, vi gider ikke at se alle de lig" Heldigvis har de piger et godt humør og den spidse tunge, når det er tiden.

Jeg havde skrevet et par ord til pigerne.

Vi brugte nogle timer i Odense. Halsen sagde hjem.

Jeg måtte tilbringe resten af dagen i sengen. Jeg kastede nok op 25 – 30 gange.

Onsdag den 30 Juni 1999. I dag synes jeg det går bedre. Jeg har sovet rimeligt i nat. Jeg måtte op og tage en halv Ketogan en gang, men jeg tror, jeg sov det meste af 8 timer og sammenlagt med 3 – 4 timer i går, er det meget. Jeg taber mig stadig. Jeg synes på en eller anden måde, det er fint, selvom jeg godt ved, at jeg ikke må. Når man ikke får ordentligt mad, er det ikke så underligt.

Da jeg havde sundet mig lidt, klarede vi da et par ærinder mere. Det er den bedste dag i lang tid.

Et forsøg på at vise hvor unik den nye lejlighed er. Hele stuen har sådan et loft

Torsdag den 1 juli Det kneb med at falde i søvn, men alt i alt har det været en rimelig nat. Ind i mellem har jeg nogle ret voldsomme smerter. Jeg prøver at lade være med at jamre mig, men det er somme tider svært. Det er som knive, der skærer mig i halsen.

Jeg måtte lægge mig to gange i eftermiddag. Jeg synes mine kræfter er helt væk nu. Jeg måtte have et klyster i dag. Min mave er gået helt i stå. Det bliver ikke til meget med mig. Jeg håber på snarlig bedring. Jeg synes helt at have glemt, hvordan en god bøf og rødvin smager.

Fredag den 2 juli (bryllupsdag) Igen tidligt oppe. Jeg måtte op for at ofre. Det er ret ubehageligt efterhånden. Der kom blod med, men det er fra en rift nede i halsen, så det er helt sikkert ikke noget farligt, men det er ubehageligt, meget ubehageligt. Jeg sad et stykke tid og tudede, og det var bestemt ikke, fordi jeg var ked af det. Jeg tog en Ketogan og sov et par timer igen.

Det er anstrengende ikke at kunne tåle noget mad. Det gør så ondt, at det faktisk er umuligt. Selvfølgelig får jeg noget, men det smager forkert. Jeg prøvede en mundfuld øl i dag. Det var grusomt. Jeg håber da, at jeg igen kan nyde en stille bajer. Der er noget menneskeligt ved en bajer.

Lørdag den 3 juli Det var en dum aften og nat. Det var samme tilstand som i tirsdags. Masser af opkastning med slim. Det stakkels strubehoved er da mere og mere hudløst. Det gør rigtigt ondt. Det svulmer op, og min stemme bliver ringere og ringere. De sagde, at de næste 10 – 14 dage blev slemme. Jeg håber ikke, det bliver stort værre. Jeg synes ikke jeg er pivet, men i går svigtede jeg Ruth. Det var vores bryllupsdag. Jeg må gøre det godt, når jeg er kampklar igen.

Det er ikke spændende, når man føler, at der kun er 5 minutter imellem opkastningerne. Det går alligevel. Der er evindelige smerter. Jeg mærker somme tider, at jeg er irritabel

Søndag den 4 juli Efter en tålelig nat er smerterne i halsen endnu mere koncentreret end tidligere. Det er som om, det er koncentreret om et bestemt punkt. Der er igen den følelse af, at mit adamsæble er på vej op. Det er jo ikke tilfældet, men det gør forbistret ondt.

Det giver de opkastningsanfald. Det er meget ubehageligt.

Det er synd for Ruth, at hendes ferie bare går med at se på mig. Jeg tør ikke vove mig ud. Jeg aner ikke hvornår opkastningsanfaldene kommer.

Mandag den 5 juli Jeg håber det snart bliver muligt at være væk fra "basen" mere end 2 timer. Klokken er nu snart 6, og jeg kan mærke, at pillerne begynder at virke Dagen forløb med, at jeg havde ondt af mig selv. Det er som om, jeg er ved at miste gejsten. Det kan ikke være rigtigt, at jeg ikke kan holde noget mad i mig.

Tirsdag den 6 juli I dag skal vi bestille briller til mig.

Ruth blev ked af det om aftenen. Hun græd og var nok vred på mig, fordi jeg ikke spiste og drak. Det er ikke let, når man væmmes ved det.

Onsdag den 7 juli Jeg har stærke smerter i hele struben. Det er ikke let at tænke på mad i den situation. Jeg er slap og uoplagt. Det er naturligt. Med så lidt mad.

Jeg synes snart ikke, jeg orker at skrive mere. Selvfølgelig ville jeg gerne spise, men når det gør ondt og smager forkert, er det vanskeligt. Jeg håber, der er hjælp og opmuntring at få i Odense på mandag. Jeg spiste lidt laks. Det smagte himmelsk, men det hævnede sig Jeg vågnede med svære smerter i halsen. Jeg måtte op et stykke tid.

Torsdag den 8 juli Sikken en nat. Jeg måtte hoste, og det kostede en ekstra pille.

Det gør meget ondt endnu, men jeg fik da lidt koldt i halsen til morgen. Min koncentrationsevne er meget dårlig og energien er nær nul. Selv min PC keder mig.

Ruth er meget vred på mig i dag. Hun siger, jeg er ved at dø, fordi jeg er gået ned psykisk. Jeg synes, det er grove ord, og hun er så vred, at jeg ikke begriber et levende suk. Jeg har ondt i halsen - meget ondt. Jeg tager piller for det, og det må jeg tilsyneladende ikke. Jeg forstår ingenting. Jeg sidder og tuder lige nu. Ruth sidder nok og tuder et andet sted. Jeg aner ikke mine levende råd. Jeg kan ikke leve med, at Ruth håner mig på den måde. Jeg er måske urimelig, men der var to sider af min sygdom. Den jeg viser andre, og den jeg troede, jeg kunne vise hjemme.

Nu må jeg erkende, at der er tre sider. Den sidste er den, som kun jeg må kende. Det er meget uventet.

Fredag den 9 juli Oppe lidt senere end sædvanligt. Jeg har sovet rimeligt i nat, og jeg må så se, om jeg kan gemme den tredje del af sygdommen.

Lørdag den 10 Juli Igen overmodig. Jeg trak det med piller lidt for længe. Dumt. Jeg er ikke noget værd i dag, ikke engang skrive kan jeg.

Søndag den 11 juli Atter en dum dag. Ruth mener, jeg er narkoman, og synes at 3 – 4 ketogan om dagen er helt vildt.

Godt vi skal tale med en læge i morgen

Mandag den 12 juli Af sted til Odense. Samtalen med lægen var hurtigt overstået. Heldigvis var det ikke den "Dumme Læge" men den læge, som har forsøget. Han er meget venlig. Forløbet er helt normalt.

Tirsdag den 13 juli Jeg er lidt nede. Jeg orker ikke engang at sidde og skrive. Mit syn flimrer, og der er ligesom ikke nogen hjemme.

De havde sagt, at det hele nok blev værre de næste uger, men dette er noget "smør".

Onsdag den 14 juli Jeg har det rigtigt dumt. Søvnen om natten er kun ubetydelig, og jeg finder ikke hvile nogen steder. Jeg er nok ikke nem at omgås i disse dage.

Torsdag den 15 juli Vi har besluttet at tage imod en invitation til at tage i sommerhus. Ruth fandt en gammel sovepille, og jeg tager den halve i aften. Den hjælper nok.

Fredag den 16 juli En god nats søvn gjorde underværker. Vi kører til Vesterhavet til aften. Jeg håber alt er vel.

Lørdag den 17 juli En vidunderlig dag med lise for sjæl og legeme.

Vi var på auktion, og jeg købte 4 store tunger (herlige fisk), som vi fileterede og stegte. Det var godt med nye kartofler til. Jeg spiste lidt.

Det er som om dette ophold har vendt kurven. Nu føler jeg at den går opad

Frisk luft gør underværker, men jeg overvurderede mine kræfter med hensyn til en gåtur. Den blev lidt for lang.

Søndag den 18 juli Igen besøg i diverse forretninger, og vi havde en dejlig dag.

Et mystisk billede taget ved Vesterhavshytten, det så sådan ud, da det blev fremkaldt

Turen hjem gik smertefrit. Da vi kom hjem, var der brev om at mine briller var klar. Dejligt. Det var nu ikke den eneste overraskelse.

Der var brev fra min pensionskasse, som havde bevilliget en ekstra måneds pension i december. Herligt.

Mandag den 19 juli Ned og hente briller. Det er som om synet på venstre øje er forvrænget. Jeg var nede og forny mit kørekort med lægeattest o.s.v.

Det hele forløber bedre dag for dag, synes jeg, selvom jeg er træt. Humøret er nu også på vej opad Jeg fortalte Ruth om pillerne og tog en halv til natten.

Tirsdag den 20 juli Jeg hørte næsten ikke Ruth til morgen. Jeg sov til næsten ti og er slap i koderne.

Jeg havde regnet med at skulle i Gulkrog, men det får være. Ruth er hjemme klokken 13.30 og skal ikke finde et tomt hus.

Onsdag den 21 juli. Atter en god nats søvn. Det er som om modet rigtig er på vej tilbage. Desværre har jeg synsforstyrrelser på det ene øje. Jeg troede, det kom fra brillerne, men forstyrrelserne er der også, når jeg ikke har briller på. Jeg må høre optikeren.

Torsdag den 22 juli Tidligt oppe. Jeg tog ingen sovepille, og jeg var nok lidt overmodig med hensyn til spisning. Det værker voldsomt i halsen, og jeg føler rastløshed i alle lemmer og i brystet. Klokken er fem, og jeg har ingen tro på, at jeg kan sove mere. Heldigvis er jeg da i stand til at skrive igen

Fredag den 23 juli I nat sov jeg godt, og jeg mærker kræfterne vende tilbage. Jeg tog igen i dag på Gulkrog. Det var meningen, at jeg skulle lave lidt til mig selv. Der var brug for min assistance til så meget, at det desværre ikke blev muligt. Vi hyggede os da med det, og havde det rart. De var meget glade for at se mig.

Jeg nød et halvt glas rødvin til maden Ah! Godt at være ovenpå igen.

Lørdag den 24 juli Vi var ude til fødselsdag. Det var meget hyggeligt, og jeg klarede da det meste både med mad og drikke, og selvom vi måtte hjem klokke halv elleve, gik det da fint.

Søndag den 25 juli Vi smurte en madpakke og tog en tur ud i det blå. En meget dejlig tur til ukendte steder i Brandes omegn.

Mandag den 26 juli. Jeg begynder at fungere normalt med det meste. Jeg er nede på 2 - 4 smertestillende piller, selvom der stadig er smerter og ubehag i halsen.

Tirsdag den 27 juli Vi forbereder os på at tage til Kerteminde. Vi regner med at køre torsdag og børnebørnene kommer torsdag morgen Ruth er nok noget betænkelig ved turen, men mon ikke det bliver fint.

Onsdag den 28 juli Det er sommer i Danmark. Det er stadig bedre med halsen, men jeg er betænkelig ved det nedsatte syn på venstre øje. Det er utroligt, at det kom så hurtigt. Hvad mon det kan være.

top forrige næste