Indhold

Torsdag den 2 december Mod forventning må jeg starte denne dagbog igen.

Vi har lige været i Odense, og overlægen var ikke så skråsikker som sidste gang. Han tilkaldte professoren, som besluttede, at jeg skal indlægges til undersøgelse et par dage. De regnede med, at det blev inden jul. De trøstede med, at der nok ikke var noget, men de ville være sikre. Det lyder meget godt, men det sår alligevel et korn af tvivl, selvom jeg havde regnet med en indlæggelse sidste gang, jeg var til undersøgelse. Det virkede underligt, at overlægen var så skråsikker i sin vurdering sidste gang. Jeg spurgte derfor en ekstra gang, og han gentog: Kræften er væk.

Nu må vi igen håbe.

Fredag Lørdag Søndag 3 - 5 december. En rolig week end. Tankerne kværner.

Mandag den 6 december Så er det hverdag. Det er underligt, men det, at jeg havde det så fremragende, blev smadret i torsdags. Jeg er rastløs og må nu vente på en besked fra Odense. Skal det være inden jul, er det nødvendigt, at det sker snart? Der var et dejligt brev fra JA. Som skrev, at det var godt, at det blev set ordentligt efter og ønskede mig alt godt med en glædelig jul og en godt nytår / årtusinde. Jeg er meget glad for den kontakt.

Jeg skal arrangere en julefrokost på torsdag, og det skulle nødigt kollidere.

Onsdag den 8 december Jeg stod tidligt op, og da jeg hørte posten var jeg nede og hente den. Der var (som ventet) brev. Jeg skal møde tirsdag den 14 december klokken 9.30.

Jeg skal indrømme, at jeg er noget beklemt ved sagen. Denne gang er jeg bestemt ikke rolig. Jeg håber alt bliver til det bedste.

Nissepigen varsler, at julen er nær.

Lørdag den 11 december Tankerne flyver, og jeg er på flere måder i Odense. Jeg spekulerer på, hvad de nu finder på. Det kan ikke undgås, at min tillid til dem lige nu, kan ligge på et meget lille sted. Jeg forstår stadig ikke, at en overlæge kan sige, at kræften er væk uden at tage vævsprøver. Havde han sidste gang sagt, at det hele så helt normalt ud, men at jeg næste gang måtte forvente, at der skulle tages vævsprøver, havde sagen været en anden. Så kunne han have sagt, at det evt. ikke var nødvendigt og at vi ventede til næste gang. Nu skete der det, at jeg er usikker. Jeg håber det bedste, men jeg er øm i halsen og i nakken. Det behøver ikke at hænge sammen, men der er sået usikkerhed, og det er ikke rart. Falck er bestilt til at køre os.

Mandag den 13 december Vi pakkede det, jeg skulle have med til Odense, inden vi begav os til foredrag om aftenen.

Tirsdag den 14 december Vi nåede afdeling F2 med 5 minutters forsinkelse. Dagen gik med at vente Vi blev vist rundt i afdelingen. Og vi havde en god samtale med en sygeplejerske og en sygeplejestuderende. Dejligt at Ruth var med.

Vi fik begge serveret frokost, og efter lang ventetid blev vi sendt ned for at tale med en læge. Det var en sød og smilende pige. Vi følte os godt tilpas med det samme. Det var hende, som skulle have mig under behandling sammen med en anden kvindelig læge. Vi fik en god samtale om hele forløbet og de eventuelle konsekvenser af, at der var kræft. Hun syntes nu ikke, der var noget særligt graverende at se.

Muligheden for en operation blev drøftet. Jeg håber ikke det bliver nødvendigt, men hun sagde, at i yderste konsekvens måtte struben fjernes. Vi krydser alle fingre for, at det ikke er slemt.

Onsdag den 15 december Jeg fik ikke sovet meget i nat. Min sidekammerat var lige blevet opereret og havde en meget dårlig nat. Jeg måtte jo ikke få mad, men jeg fik 2 afslapningspiller. Det betød ,, at jeg sov det meste af dagen. Jeg blev først kørt til eftersyn klokken 13.58. Jeg var tilbage i afdelingen klokken 16. Godt flad og jeg ringede til Ruth, da jeg kom op til overfladen.

Nede i operationsstuen var de godt briefet om mig, og det endte med, at vi fik et godt grin. Selve seancen var helt problemfri,

Torsdag den 16 december En god og afslappet samtale med lægen. Undersøgelserne af lunger og blod var normale. Vi skulle til Odense for at få svar den 23 december, (lidt dumt). Vi forventer en god julegave.

Søndag den 19 december 1999. Der er en hval i havnebassinet ?? Vi begav os ud og ganske rigtigt, der var en stor vågehval, som boltrede sig.

Jeg ved ikke, hvad der sker, men jeg synes, jeg træffer søde mennesker overalt. Mon det er mig, som er ændret ? På en eller anden måde føler jeg mig glad og godt tilpas. Jeg håber, det er gode tegn. Skulle det modsatte være tilfældet, så kan jeg da glæde mig over den positivitet, jeg møder overalt. Selv en af Ruths tidligere kolleger gav mig et stort knus nede i Føtex og ønskede mig alt godt.

Onsdag den 22 december Det hele er uvirkeligt. Vi går og frygter det værste og håber det bedste

Jeg måtte op i nat for at tage en halv sovepille. Tankerne farer rundt. Jeg var så sikker på, at alt var vel men nej. Jeg er privilegeret. Jeg har min dejlige kone.

Torsdag den 23 december Så er det dagen, hvor det går mod Odense. Det er en underlig fornemmelse, at der er nogle mennesker, som kender sandheden om min hals, og jeg selv er uvidende. Jeg må vente og se Vi sad og ventede en time på lægen. Vi kom ind og så kom dommen. Der var stadig kræft i struben. Det varede lidt, inden jeg egentlig forstod den fulde konsekvens af ordene. Lægen forklarede, at der var to muligheder. Var det ikke slemt, kunne de nøjes med at fjerne en del af struben, og jeg skulle have sølvrør i struben 6 uger og leve af sondemad i 8 - 10 dage.

Var det derimod den store omgang, ville de fjerne hele struben, og jeg skulle have sølvrøret, eller et hul i halsen så længe jeg levede. Det ikke at kunne tale, står for mig som noget uhyggeligt. Jeg ved godt, at man kan lære at tale forståeligt. Men alligevel.

Nu håber vi på den lille.

På spørgsmålet om hvornår indgrebet skulle foretages, var svaret den 28 eller 30 december i år !!!! Jeg sagde, at vi skulle til guldbryllup den 27, så vi måtte vælge den 30 med indlæggelse den 29. Der bliver altså ingen Y2K at fejre for mit vedkommende. Det havde jeg ellers glædet mig meget til. Det næste skifte oplever jeg ikke.

Vi blev alle tre kede af den besked, men den kvindelige læge gav sig god tid til at undersøge mig og tale med os. Jeg føler, at jeg fik en god og saglig behandling.

Jeg kunne påregne, at der kom en strube opereret og talte med mig, når jeg var indlagt.

Fredag den 24 december Juleaften. Det var en meget vellykket juleaften, og vi mener bestemt, at det også var godt for børnene. Det var heller ikke meningen, at det skulle være et problem for dem, at Farfar var syg.

Jeg tænker over, at det er sidste jul, som et "helt menneske". En underlig tanke.

Lørdag den 25 december Vi havde huset fuldt. "Juleholdet" + +. Det var som sædvanligt Det var en dejlig dag. Traditionen med den frokost håber jeg vil leve i mange år.

Søndag den 26 december Vi havde en god tur til Sjælland. Vi glæder os til guldbrylluppet i Holbæk.

Mandag den 27 december Jeg vil ikke påstå, at jeg sov godt. Der er så mange ting, som kværner rundt i mit hoved. Jeg er lidt flad her til morgen. Det var en dejlig fest, og jeg håber at alle var enig med os i det. Der var mange, som havde hørt om min sygdom, og som forsøgte at trøste

Tirsdag den 28 december Jeg sov ikke meget i nat. Der var alt for mange tunge tanker

Jeg fik pludselig den følelse af, at det nu var sidste gang, jeg kunne tale til én i en forretning. Det er helt overvældende. Nu håber jeg, at jeg kan vende tilbage til dagbogen efter operationen. Det er underligt. Det kører rundt i hovedet, og helt ubevist tæller jeg timer. Jeg har det ikke godt, og jeg føler det nærmest, som om jeg skal til skafottet. Nu har jeg kun 1½ døgn, hvor jeg kan tale. Det er muligt, at jeg aldrig skal tale igen. Vagn ringede og trøstede mig. Han var rørt og sagde, at det gjorde dem ekstra ondt, da de elskede mig. Det er godt med venner. Børnebørnene kommer og siger farvel til Farfar

Ja et godt bagland kan ikke vurderes højt nok. Jeg er meget ked af, at det går ud over Ruth, men ud ad til er hun utrolig stærk. Jeg håber og tror, at det holder. Man glemmer ofte at være taknemlig.

top forrige næste