Indhold

Mandag den 12 april 1999 var jeg indlagt 1 dag på Vejle Sygehus. Det var fjerde gang, og jeg følte det nærmest som rutine. Jeg skulle så til kontrol den 28 april. Det var naturligvis som de andre gange.

Vi havde fået tilbudt en lejlighed nede i byen. Den var lidt for dyr, men efter at have set den, var det lige det, Ruth havde drømt om. Vi besluttede at tage den og skulle underskrive kontrakt torsdag den 28, og vi glædede os meget.

Torsdag den 28 april. Jeg kørte Ruth på arbejde, kørte hjem og samlede mine ting. Som sædvanligt om torsdagen var jeg til møde i "mande – gruppen". Jeg havde mit sølvgrej bag i bilen og skulle efter endt kontrol ind og arbejde på værkstedet.

Der var mærkeligt nok ikke nogen "klokke som ringede". Jeg fik at vide, at det varede lidt; så mod sædvane måtte jeg vente. Sygeplejersken kom og hentede mig og blev hos mig. Hun talte om mange ting. Det var rigtig hyggeligt. Nu forstår jeg grunden. Jeg skulle ikke vente alene, og jeg skulle være sidste patient denne torsdag, så der var tid til mig.

Så kom dommen. Jeg havde kræft i struben. Overlægen. sagde, at jeg kunne blive behandlet enten i Odense eller Århus. Da jeg sagde, at der jo var lige langt, sagde han: "Så tager vi Odense, de er gode". Jeg samtykkede. Det var umuligt for mig at overse situationen

Jeg var til nogle undersøgelser på hospitalet, og havde det meget dumt. Jeg blev fulgt derned af en sygeplejerske, som sagde, at jeg godt måtte komme med tilbage for at vente. Jeg sagde, at jeg sagtens kunne klare den halve time, jeg skulle vente på et røntgenbillede. Det blev til 1½ time i stedet for. Den sidste time var meget lang, og jeg var meget rastløs. Der var ingen, som sagde, hvorfor jeg skulle vente.

Jeg kørte en lille tur ned til stranden og spekulerede på, hvad vi nu gjorde med lejligheden, og på hvordan jeg skulle sige det til Ruth

Jeg fortalte det i bilen Efter en kort betænkningstid sagde Ruth, at selvfølgeligt flyttede vi. Nu havde vi fået tilbudt "ønskelejligheden", og jeg blev glad. Vi skulle nok stride det igennem.

Vi skrev under på kontrakten, og midt i al elendigheden glædede vi os.

Det næste var at få fortalt det til drengene. De blev kede af det, men lovede at støtte os på alle måder. De tog allerede fri til flytningen.

René besluttede senere, at han ville med, når jeg skulle til undersøgelse i Odense. Jeg var nok ikke så glad for det i starten. Jeg følte nok, at det var en form for umyndiggørelse. Jeg var vel ikke helt senil endnu.

Overlægen havde sagt, at jeg ikke måtte vente mere end 14 dage på et svar fra Odense. Det kom inden en uge.

Så blev det Mandag den 10 maj 1999. Ruth og René havde taget fri og var mine ledsagere. Vore spørgsmål:

Så kom den læge, som skulle undersøge mig. Han sagde ikke god dag til os, men begyndte at tale til en maskine. Det var ting om en anden patient, som ikke ragede os. Han fik da sat sig ned og hilste på mig med et nik. Jeg måtte præsentere mine ledsagere. Han kritiserede alt og alle. Kandidaten, papirerne lå ikke med sidste side øverst. Han kritiserede også Vejle Sygehus. Jeg var målløs.

OK. Jeg er selvfølgelig ikke i stand til at gennemskue forløbet.

Vi fik fremvist en slags maske. Der skulle laves én til mig. Jeg fik besked om at fjerne skægget inden. Det var Overlæge B, som forklarede det.

Det var så vores første møde med OUH.

Det var ikke spændende, men efterhånden blev vi alle mere rolige.

Vi købte lidt godt til maven og halsen og nåede trods alt at få en dejlig dag.

Tirsdag den 11 maj. Allerede besked fra OUH i postkassen om at møde mandag den 17 Maj. Det var dejligt hurtigt. Derefter kan behandlingen begynde. Det er forhåbentligt også hurtigt. Det tager 6 – 7 uger at gennemføre forløbet. Jeg skal så til kontrol hver 3. Måned i starten og senere hvert halve år i 5 år.

Jeg føler nok, jeg er lidt flad i dag. De mange oplevelser trykker på nogle for mig ukendte tangenter. Jeg gider ikke ret meget, og søvnen er ikke regelmæssig. Det betyder somme tider en tung træthed Nu ser jeg frem til "maskefremstillingen".

Onsdag den 12 Maj. Det var en rigtig dejlig og hyggelig aften. Sygdommen kom i baggrunden. Undertonen er der, men med sådan en opbakning fra Ruth er det hele lettere. Kærlighed gør meget godt ved en. Vi var stadig ikke for gamle. Tak.

Torsdag den 13 Maj. (Kristi Himmelfartsdag) Fridag eller hvad !! Vi har jo en del, som skal gøres. Det er jo ikke sikkert, at jeg kan slæbe de tunge kasser, når jeg er i behandling. Tænk! Jeg er snart 70, og jeg har endnu ikke prøvet at have ondt i ryggen. Jeg er glad og taknemlig for det.

Jeg sidder nu igen og tænker på, hvor heldig jeg har været, da jeg "fandt" Ruth,

Fredag den 14 maj Vi har bestemt, at i dag skal vi ud og køre. Vi tager til Silkeborg. Jeg har en eller anden skør ide om, at Asger Jorn museet har en reproduktion, vi måske kan bruge. Vi må jo nok opgive at købe en original. (Ha! Ha!). Vi har talt meget om, hvad der var sket, hvis min diagnose var kommet 1 måned tidligere. Så havde vi ikke turdet tænke på at flytte. Havde vi fået den 3 måneder før, havde vi heller ikke turdet købe en anden bil.

Vi begav os til Kunstmuseet. Jamen billedet hang jo der, lige indenfor døren.

Det jeg havde set for mit indre blik.

Lørdag den 15 maj. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men der blev ikke så megen søvn i nat. Jeg spekulerede ikke så meget over min sygdom, men der er hele tiden ting som rumsterer i mit baghoved. I nat kunne jeg ikke få "noget" til at gå op i en større enhed. Det er klart, at jeg ved, at der er sygeplejestrejke, men jeg tror ikke, at mit behandlingsforløb vil blive berørt. Det viser sig på mandag. I dag skal vi hente børnebørn De skal deltage i "Skæg-fjernelses-festen". Vi har aftalt, at pigerne skal være tæt på begivenhederne. De skal ikke blive forskrækket over, hvad der sker med mig.

Vi startede barbermaskinen, da vi var kommet hjem. Børnene syntes det var lidt "skægt", men de syntes, at jeg bare så lidt anderledes ud. Det var ikke særlig behageligt. Huden er ikke vandt til at være "nøgen".

Vi har tænkt os at køre ned til stranden, når vi har fået lidt i "skrutten".

Tiden fløj af sted, og vi havde lovet at aflevere børnene inden fem. Begge pigerne syntes vi skulle tage hjem til os. De havde jo ikke ryddet op !! Vi lovede, at det skulle vi nok ordne; selvom det nok ikke var pædagogisk korrekt.

Søndag den 16 maj Solen skinner denne tidlige søndagsmorgen. Jeg føler netop nu, at det hele er uvirkeligt. I morgen skal jeg have taget mål til en "spændetrøje", så jeg kan blive fikseret i en maskine, som sender stråler ind i min hals. Der er ikke langt til det, som styrer mit bevægeapparat.

Helbredelsesprocenten er høj, og Odense Universitets Hospital er landets største med det bedste udstyr, og ifølge J.A. er de meget dygtige. Alligevel er der en lille bekymret mand indeni mig netop nu.

Vi talte en del om morgendagens tur og hvad den ville bringe

top næste