Indhold

Operation (partiel laryngectomi)

Onsdag den 29 december 1999 Af sted til Odense efter at jeg havde gjort mig i stand. Junior kørte. Det er noget lettere end at skulle gå og vente på transport. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er beklemt.

Vi gik til F2 og fik kaffe. Vi blev modtaget af "min" sygeplejerske. Det var dejligt. Vi fik en god samtale. Derefter var vi nede og tale med lægen. Det var en ung læge, som gav sig megen tid, og som forklarede meget grundig, hvad der skulle ske. Der blev ikke lagt skjul på, at jeg måske skulle have hele struben fjernet. Det var en skræmmende tanke. Jeg fik også at vide, at der var gode odds for, at det "kun" var en del, som skulle fjernes. Jeg fik også at vide, at det var en af verdens bedste kirurger, som skulle føre kniven. Det var betryggende. Jeg får enestue. Hvilken luksus.

Jeg blev igen modtaget af "min" sygeplejerske. De piger er da utrolig søde.

Jeg aner ikke, hvordan jeg kommer igennem natten. Jeg spekulerer naturligvis på, hvad der skal ske. De har lovet, at jeg nok skal få noget at sove på til natten.

Der er jo ikke noget i vejen med mig nu. Dagen gik ellers med diverse prøver. Narkoseoverlægen kom og snakkede om i morgen. En høj krøllet flot fyr med masser af glimt i øjnene. Han udstråler tryghed. Det gør Odense meget ud af.

Der kom en konsulent fra de strubeløse og talte med os. (Det var en dejlig livsbekræftende mand, som havde et flot sprog selv uden strube. Det er dejligt at vide, at livet ikke behøver at stoppe, selvom det er den store operation.) Vi meldte os ind i foreningen af strubeløse Konsulenten sagde, at han ville komme med en gave til os, når operationen var overstået Det sidste han sagde var, at selvom det var en stor og ubehagelig omgang, ville jeg også klare det. Det er ingen dødsdom, og du er snart ovenpå igen.

Jeg tænker på Ruth, som nu er alene med det hele. Jeg elsker den pige. Jeg har meget at glæde mig over, selvom det er svært at finde lige nu.

Jeg har fået at vide, at det er professoren selv, som opererer. Alle siger han er dygtig. Jeg har netop brug for en god håndværker i morgen. Alt andet er netop nu ligegyldigt. Jeg ringede hjem. Der var brev fra "aktivisterne" og fra "min" overlæge. Tænk at han svarede så hurtigt. Der er mange, som sender deres tanker mod Odense, og jeg er sikker på, at alle disse gode tanker vil følge mig og hjælpe mig. Hvis tanker alene kunne gøre det, lå jeg ikke her og operation var unødvendig.

Jeg håber, jeg orker at ringe til Ruth i morgen tidlig. Jeg føler, hun har det rigtig skidt i aften. Jeg synes, jeg svigter.

Hun ville gerne være blevet hos mig, men jeg tror, det er godt, at hun kom hjem. Der er brug for megen energi i morgen. Jeg regner med, at jeg snart skal i seng. Jeg er lige ved at tude.

Torsdag den 30 december Det er en underlig uvirkelig dag. Jeg er bange, selvom jeg ved, jeg er i de bedste hænder.

Jeg ringede til Ruth. Det er synd, hun skal være alene hjemme.

Natsygeplejersken var inde på ekstra vagt. Hun sagde, at jeg havde sovet godt, da hun "besøgte" mig. Jeg havde ikke hørt hende, så det passer sikkert. Jeg blev beordret i seng. Hun sagde, at vi ikke kunne have mig liggende og flyde, så de skulle hjælpe mig i seng, når pillerne var begyndt at virke. Jeg sagde tak for et sødt, men lidt træt morgensmil. Jeg er spændt på, hvem der skal passe mig næste nat og nytårsnat. De er nu så rare allesammen, så det skal nok gå. Jeg må indrømme at mit problem lige nu er, hvor meget de fjerner af struben.

Jeg regner med det hele. Det vil sige, at jeg skal leve med et hul i halsen resten af mine dage. Der bliver meget at lære. Jeg håber og tror, de hjælper mig i Fredericia. Det må være muligt at lære at tale selvom, man er mellem 70 og muld. Nu slipper de forskellige da for mine dårlige vittigheder. Der er noget, som kan tæmme folk.

Jeg kan mærke, at Ruth har det slemt lige nu Det er næsten det værste; mine tanker er hos hende lige nu. Jeg synes, jeg kan mærke hendes kys på min pande. Jeg glæder mig til at føle det igen. Nu vil jeg hvile mig lidt og tro, at alt går vel

Det er ved at være sidste udkald. Jeg skriver ikke mere i dag. I som eventuelt læser dette: Hav det godt. Jeg håber, I må leve vel. Det gælder også alle mine "tjenere". Der kom forresten en og fjernede den sparsomme hårvækst på mit bryst.

Der er mange, som føler med mig, og som er bekymrede. Mere når jeg orker.

En stor og kærlig hilsen til min dejlige kone, børn, svigerbørn, børnebørn og alle vennerne. Jeg glæder mig til at se jer igen.

Tak for en god oplevelse onsdag morgen, og tak for en dejlig jul og et dejligt guldbryllup.

Nu bliver jeg døsig. Så hav det godt allesammen. Vi skal nok stride det igennem . Jeg tænker på dem, som ikke har et bagland. Jeg elsker mit. Tak allesammen.

Jeg håber ikke, jeg skal trække alt for meget på jer i tiden, som kommer, selvom jeg ved, I vil stille op, hvis det er nødvendigt. Jeg elsker jer.

----------------------------

Den sidste jeg så, inden jeg sov var narkoseoverlægen, let genkendelig på de dejlige øjne. Jeg ved, han har humor, et dejligt smil, og jeg tror et stort hjerte. Sygeplejerskerne havde læst et resume af min journal, så de var velorienterede om lidt af min baggrund. Det var dejligt.

Jeg vågnede af bedøvelsen uden at vide, hvordan det var gået. De sagde, at jeg med fagter spurgte, om det var det halve eller det hele. Det var Ruth, som forstod hvad jeg mente. (Ruth og Kim var der, da jeg vågnede). Sygeplejersken kiggede i journalen, og gav den dejlige besked. Det var en stor lettelse, at få at vide, at det var det halve. Jeg ved om medpatienter, som ikke var så heldige. Overlægen sagde, at han kun havde gode nyheder. Jeg var nok for omtåget til at forstå rækkevidden af min dom, men tak for det

Jeg føler, jeg fik megen opmærksomhed i afdelingen efter operationen.

Jeg ved, jeg havde en dårlig nat . Jeg måtte have hjælp til at tisse. Tænk en gang; men det lettede. Det var min "natplejemor", som arrangerede alt med læge, EKG., blodprøver, aftapning og det hele. Jeg tror, jeg var en rigtig tidsrøver.

Fredag den 31 december 1999 Det var så den dag, som skulle fejres.

Drengene var her sammen med Ruth. Jeg var ikke særlig festlig. Der kom sygeplejersker for at håndtere skravlet hele tiden.

Jeg var meget taknemlig for, at drengene tog sig af deres mor. Der var en flaske og nogen balloner, som var oppustede fra vennerne. Det var sødt af dem, at de også syntes, jeg skulle have lidt fest.

Vennernes festligheder En stor tak.

Der kom også en flot buket. Jeg fik en PC installeret.

Det er så nytår. De pusler og plejer mig. Det er en underlig tanke, at jeg bare skal ligge her. Jeg skal nu ikke klage. Jeg er omgivet af en masse søde piger alle i hvidt. (Det er som blommen i et æg. Blandt lutter hvide.)

Jeg fik ikke noget ud af aftenen. Jeg måtte igen have læge for tisse. Nu har jeg prøvet det to gange, og det er da ikke rart, men at det skulle være særlig smertefuldt, kan jeg ikke følge. Om natten fik jeg igen hjerteflimmer. Det er noget underligt noget, men EKG er normalt, når de prøver det. Det skal blive spændende at se, om "medicinmændene" finder ud af noget.

Min "natplejemor" er fantastisk. Jeg er ked af, at jeg spolerede deres aften, men jeg havde det skidt. Lægen blev et stykke tid og "talte" med mig. Jeg fik massage på de ømme skuldre. Vidunderligt.

Lørdag den 1 januar 2000 Det er så et nyt årtusinde. De pusler og plejer mig. Jeg kan se de øjne, som kiggede intenst på mig, mens der blev skiftet forbinding på min hals. Jeg har ingen anelse om, hvordan det ser ud. Kluden blev opblødt med olier, og løsnet med en pincet. De øjne glemmer jeg aldrig.

Ruth og jeg havde nogle vidunderlige timer, inden drengene kom og hentede Mor. Alle havde haft en dejlig nytårsaften. Godt at vide, at det kun er mig, som er "skravlet"

Søndag den 2 januar Der var kun små problemer med årtusindskiftet. Der havde været megen "panik", om alle de problemer, som kunne opstå. Der var blevet en hel industri omkring Y2K problemet. Der er nogen, som har brugt /tjent formuer

Der er stuegang og mit hjerte hamrer fortsat. Nu følte lægen det selv, så det er et fremskridt. Det er altså ikke kun hysteri.

Nu er det dagsygeplejerskerne, som er her. Der er en som hjalp mig med at blive vasket. Hun sagde: "Der er nogen, som siger, jeg er skrap og kontant, men sådan er jeg nu engang." Tonen passer mig udmærket, (selvom hun overdriver). Jeg får en gang "røg". Jeg tager til "genmæle", når jeg får fat i en blok. Det er herligt med modspil. Jeg fik at vide, at jeg skulle have plastkanylen skiftet til en sølvkanyle i dag. Jeg er lidt nervøs for, hvad det nu er for noget. Det var en simpel operation som tog 30 sekunder.

Der er forrygende travlt i dag. Jeg er meget taknemlig for, at jeg ikke udsatte operationen til efter nytår

Middagen er der ikke meget ved. Det foregår jo gennem et rør udenom alle smagsløg.

Jeg tror, jeg skriver det mange gange, men hvor er jeg glad for mit velfungerende bagland, og for dette hospital. De virker så kompetente.

Da aftenholdet kom, fik jeg at vide, at sølvrøret kunne proppes, når jeg skulle begynde at spise selv. Det viste jeg ikke. Jeg ved ikke, om jeg har fortalt det, men ved en tilfældighed kom jeg til at sige Hov. Jeg må ikke tale og vil ikke forsøge Det var ikke meningen, men det er dejligt at vide, at det virker. (Lærke troede forresten, at jeg havde sagt VOV).

Jeg har problemer med at læse og se fjernsyn. Jeg får hele tiden "slanger" ind i mit synsfelt

Der var for øvrigt mange hilsener. Ruth siger, hun bliver kimet ned, så snart hun er hjemme. Jeg glæder mig til at maile igen.

Mandag den 3 januar Atter en nat med megen uro. Jeg tror, jeg er en vanskelig patient ind imellem.

I dag kom der mange nye ansigter. Der var en række studerende og elever, som skulle starte. Nogle var helt nye, og andre havde været i afdelingen tidligere

Jeg fik besøg af overlægen i dag. Det var en kort visit, men det mærkes, at der står respekt om "mester", når han er der. Han var meget smilende og sagde en masse dejlige ting om mit sygdomsforløb. På en eller anden måde er det hele så uvirkeligt.

Jeg har ikke fortalt meget om, hvordan jeg har det. Jeg synes, det går hastigt fremad legemligt, men psykisk er jeg stadig ude af balance. Jeg håber, jeg kan fortælle mere, når jeg kommer helt op til overfladen.

Tirsdag den 4 januar. I dag skal jeg sige farvel til den sygeplejerske, som tog det meste af slæbet, da jeg havde det værst. Det er surt med alle de mange farvel.

Det er nogen af de øjne, jeg husker, da jeg var "vandret"

Jeg er glad for, at jeg kan klare mere og mere selv. Det med at rense sølvrør og skifte serviet o.s.v. er efterhånden rutine

Overlægen var tilfreds med mig. Han medbragte 2 unge læger, som fik forklaret mit sygdomsforløb. Det gjorde jeg så også. Der blev forklaret noget om hvad der var gjort og om mine muligheder for at tale. Jeg havde lyttelapperne ude, og de yngre læger lyttede med megen andagt. Det var også nyt for dem. (overlægen sagde spøgende: "I bliver også en del af Jacobs dagbog. Nu").

Der var forresten en morsom oplevelse. Der var sygeplejerske inde for at ordne et eller andet. Så kom en af de studerende ind og spurgte: "Må jeg byde på en kop kaffe og en kage". Det vakte vild jubel. Jeg får jo stadig al føde gennem en slange.

Onsdag den 5 januar. Jeg havde en dejlig nat. Der var uro på stuen ved siden af. Jeg måtte sige farvel til min "natplejemor", den sygeplejerske som passede mig de første nætter, hvor jeg var rigtig dårlig. Jeg tror, jeg tudede en halv time inden afskeden. Jeg havde skrevet et lille brev til hende. Jeg troede ikke sådanne "piger" fortsat eksisterede. Jeg følte, at hun kendte mine ønsker næsten før mig selv.

Til middag kom "min" sygeplejerske ind og satte sig hos mig. Hun sagde, at hun havde svigtet mig hele formiddagen. Jeg ved, at de havde travlt andre steder. Jeg kunne bare sige, at jeg var glad for at blive "nedprioriteret". Hvad har jeg dog gjort for at fortjene al den omsorg og kærlighed. Jeg er i tudefasen i min krisebearbejdning. Dette gjorde godt.

Jeg fik min flaskekost og vand. Der var også medicin. Det er stadig ingen nydelse, men frygten for ubehag var ubegrundet. Det er en eller anden cocktail, og det tager sin tid at indhalere det. Sygeplejersken står med den ene arm løftet. Jeg siger hun ligner frihedsgudinden.

Jeg føler, at kræfterne og energien langsomt vender tilbage. Det bliver bedre for hver dag. Om aftenen kom der en af aftenholdet med en rulle varme håndklæder, og lagde dem på mine ømme skuldre, min ryg blev smurt med olie og jeg fik en vidunderlig massage. Det hele slappede af. Jo det er service.

Torsdag den 6 Januar Jeg funderer meget over, hvad der var sket, hvis jeg havde fået beskeden, at alt var væk. Kunne jeg have klaret det rent psykisk. Det havde nok betydet nedtur, selvom konsulenten, lægerne og sygeplejerskerne havde forklaret, at det kunne blive resultatet.

Stuegang og det hele tog et minut. Jeg må begynde at spise, trådene ud i morgen, antibiotika som profylakse indtil mad på naturlig vis Der skulle spørges om meget mere, men der var ikke tid. Overlægen sagde, at han vendte tilbage i morgen.

Jeg skulle prøve og have "proppen" i. Det betyder, at jeg trækker vejret på normal vis. Uden om kanylen. Der er hævelser og en indsnævring i halsen, som gør, at det kniber med ilttilførslen. Jeg sad en time med proppen i. Det hele er lidt ømt, men jeg prøvede at drikke lidt vand. Jeg skal prøve at få noget mad i aften

Ruth kom klokken 10. Jeg sagde "elskede" helt spontant. Jeg ved, jeg har taleforbud, men jeg håber, jeg er tilgivet. Jeg ved det ikke, men ordet kærlighed har for mig fået mange nye facetter. Jeg er omgivet af kærlighed og varme hele dagen; men når Ruth dukker op, er det livet. Jeg føler også en ekstra kærlighed til livet. Tænk Midt i al elendigheden er jeg heldig.

Mens jeg var "proppet" kom konsulenten fra de strubeløse.

Vi betalte kontingent til foreningen, og han kom med den lovede gave til Ruth.

Så fik jeg "mad" udenom slangen.

1. Tomatsuppe (jeg kan ikke fordrage det). Det smagte himmelsk -- Tænk mad igennem munden ikke i slangen. Bare det at spise selv.
2. Ananas suppe Kold. Det havde jeg ikke prøvet før. Men som en velopdragen dreng spiste jeg op. OK det var nok fordi: Jeg vil ! Jeg kan !

Jeg tror, jeg må begynde at tale i morgen. Ruth kommer lidt senere og bliver vist lidt længere.

Fredag den 7 januar Den første rutinedag. Det var med morgenbad, morgenmad, lidt skrivning og så mine vandreture op og ned af gangene.

Det er dejligt at tilhøre bageste række nu. Jeg er ikke så plejekrævende mere, og det er dejligt at kunne mange ting selv. Jeg regner med at slangen skal ud i dag. Det bliver en stor lettelse. Jeg ikke må tale, før overlægen har været her.

Jeg er utålmodig. Jeg ved godt, at der er eksamen, og jeg ved det er en stressende tilværelse, men "The Boss" burde nok stoppe op og stresse af.

Da jeg skulle spise, fik jeg et hosteanfald. Det betød at slangen i næsen begyndte at komme op. Hvad gør man så. Der var lidt usikkerhed. Men afdelingssygeplejersken sagde: "Hvad siger du?". Jeg viste tegn for ud. Hun sagde: "Enig Ud med den. Jeg tager ansvaret Mig tør han ikke slå!!!" Der er altså en god kemi.

Jeg har for første gang spist rigtig mad. Det er mærkeligt, at selv små fremskridt virker enorme. Jeg mærker, jeg er kommet op til overfladen

Jeg er spændt på, hvad Ruth siger. Jeg ser næsten hel ud. Det er ikke blevet til noget med trådene. Endnu.

Overlægen kom efter, at Ruth var kommet. Han var meget afslappet, selvom det havde været en hård dag med eksamener. Han sagde, han godt kunne have brugt mig som objekt. Det andet, med så mange ens eksaminer, var kedeligt.

Vi diskuterede lidt. Trådene kunne fjernes nu. Da overlægen var gået, kom sygeplejersken tilbage. Det var midt i vagtskiftet, så VI besluttede, at det kunne vente.

Jeg havde en vidunderlig samtale med Ruth. Hun er en guldklump. Vi var begge nervøse for, hvordan det skulle gå derhjemme. Både før og måske især nu, har jeg svært ved at håndtere kriser. Jeg / vi må forberede os godt i weekenden, så jeg kan tage hjem mandag. Der så jeg igen "Den store mands" øjne. "Du skal ikke hjem, før du er helt klar, har du brug for en dag ekstra, så får du det" Så overså han mig og sagde til Ruth: "Du vil vel også hellere undvære ham lidt endnu" Øjnene glimtede, og han forlod stuen med et grin.

Det tekniske er jeg ikke bange for; det er det psykiske. Jeg tænker meget på de strubeløse, som ikke har noget bagland. Derfor skal mit dejlige bagland ikke kuldsejles, men hjælpes hvis det er nødvendigt.

I nat kommer "min" sygeplejerske på vagt. Jeg skal tale med hende, inden jeg sover. Hun havde fri, da jeg var i den mest kritiske fase og var plejekrævende

Jeg sidder nu i stolen og har det vidunderligt rart. Det er en tryghedsfølelse, som breder sig i mit indre. Aftenvagten kom og satte sig ved min side og snakkede. Jeg mest på papir.

Jeg er over tudefasen for denne gang. Pigerne kender helt naturligt, hvornår der skal tudes, og hvornår det er tid til at le. Det var en dejlig aften, hvor jeg funderede meget.

Jeg er lidt mat i koderne, men jeg kan mærke den gamle Jacob banke på igen.

Lørdag den 8 januar Jeg vågnede tidligt. Jeg læste lidt og ventede på morgenholdet.

Ruth og jeg fik igen en dejlig samtale om den nærmeste fremtid. Vi er begge lidt utrygge. Jeg synes efterhånden, jeg er rolig, men jeg forstår godt Ruths bekymring. Vi går en hård tid i møde. Jeg håber det lokale fungerer med hjemmeplejen

Søndag den 9 januar Atter en dejlig morgen. En af de piger, som tog slæbet, da jeg var mest sølle, er her i dag. Også hende de "titulerer": "Fru".

Jeg føler mig som en tidsrøver, selvom jeg kan meget selv.

Jeg havde "prop" i 1½ time til morgen. Nu slapper jeg af, til Ruth arriverer Jeg kan nu læse min svigerinde Rosas digte på en helt ny måde. Der er meget mere dybde. Jeg tror det hænger sammen med, at de fleste er forfattet af en "vandret". Det var min position et stykke tid.

Jeg ved ikke, hvad der er sket med mig akkurat nu. Jeg synes, jeg er urolig og har "skudder mudder" i hele kroppen. Jeg er mismodig i dag. Besøget var dejligt, men nok mest for mig.

Jeg sidder her klokken 21 og samler mig Jeg kan konstatere, at jeg trods alt er heldig. Jeg er spændt på morgendagen. Overlægen bestemmer, selvom han siger, at sygeplejerskerne skal vurdere. Vi får se.

Jeg har fået at vide, at "min" sygeplejerske klarer alt det praktiske med hjemmeplejen i Vejle og bestilling af sugeapparat fra Vejle Sygehus. Det samme gælder hjemtransporten.

Aftenen er meget stille. Jeg ser fjernsyn og slapper af. Aftenvagten har haft hovedet inde et par gange. De piger er også dejlige. De har en evne til at grine når det er tiden, rolige med menneskekundskab når det er tiden. Nu er alle tiders livstykke i afdelingen. Hun kan sætte liv og håb i enhver. Hun kom ind og sagde hej. Hun sagde, at hvis jeg kunne klare det, så skulle jeg tage hjem i morgen. Der var mange, som fik hospitalspsykose. "Det vil være godt for dig hos Ruth i Vejle" Det var det rene psykologi. Der har nok været lidt snak i vagtskiftet om, at den gamle var usikker og ikke helt på mærkerne. Tilbage til min beslutning om, at jeg gerne vil hjem. Aftenvagten kom og satte sig ved min side. Vi har talt sammen nogle gange. Hun sagde: Nu melder jeg dig ind i HK. (Du Holder Kæft) Det er mig der snakker !! Nu rundede vi mange af livets faser. Der er mange spørgsmål, som venter. Vil det fungere med beredskabet i Vejle. Er de tilstrækkelig professionelle o.s.v.

Vi talte sågar om, det var muligt med et sexliv efter sådan en operation. Det er det største tabuemne af alle. Det er klart, at jeg har spekuleret på det. Det må da være et kæmpeproblem for de yngre, som får samme eller større indgreb end jeg. Jeg fik at vide, at der næsten ikke var nogen, som turde tale om det. Næsten alle klapper i ved mindste antydning.

Vi fik en dejlig og åben samtale. Jeg blev talt helt ned på jorden. Det er et minde jeg vil arkivere i det bundt af oplevelser, jeg har haft i sygdomsperioden.

Nu har jeg besluttet, at jeg gerne vil hjem. Jeg pakker om lidt. Jeg er klar til at gå.

Nu går jeg i seng og glæder mig til i morgen.

Mandag den 10 januar Så skal / vil jeg hjem. Jeg er taknemlig for aftenvagtens hjælp.

Om morgenen hørte jeg en stemme på gangen: "Er ham på nummer syv rejst ?"

Det var min "dagplejemor" Hun skulle på kursus; men tænk, hun ville lige op for at sige farvel.

Jeg var dårligt blevet færdig, før jeg hørte overlægen på gangen. Lidt efter var han på stuen. Han gav mig hånden med et godmorgen og "så med prop og det hele". ---- Og sikken en stemme. "Flot", sagde han: "Jeg er glad for et godt resultat."

Jeg hørte, hvad der blev sagt på gangen. "Herligt !! Jeg er imponeret". ( Tænk jeg syntes, jeg hørte undertoner af faglig stolthed ) Hos mig er det overvældende glæde og taknemlighed.

Nu er "min" studerende i gang med at arrangere min "overflytning" til Vejle.

Alt i Odense har fungeret perfekt. Jeg ved ikke, om det er noget specielt med F2, men det fungerer, som en velsmurt maskine. Ikke sådan at alt er mekanisk. Nej alt er med patienten i centrum. Jeg har haft den afsluttende samtale med overlægen og "mine piger". Jeg er klar til at tage hjem, endda med den herlige besked, at sølvrøret skal ud om fire og ikke seks uger.

Så skulle Vejle overtage. Alt hvad der kunne gå galt gik galt.

Endnu engang: Vejle Amt har ofret mange penge på at reparere mig. Hvorfor så det "LAL" her til sidst ? Jeg tror alt bliver klaret, men jeg gider ikke være flov over at være fra Vejle. Det er Vejle Amt og Vejle kommune, som har ansvaret nu. Det viste sig igen, at ansvar ikke kan deles !! Der bliver akkurat 10% til hver. Elementært.

Natten hjemme forløb dejligt. Jeg sov det meste af natten. Herligt.

Selvom hospitalssengen var med elmotorer og alt det moderne, er ens egen seng ved siden af den pige man elsker alligevel den bedste.

Tirsdag den 11 januar En herlig morgen. Jeg var vågen tidligt, men nåede da at blunde lidt igen. Jeg lavede kaffe, og vi fik lidt mad. Herligt at være hjemme. Der var dejligt i Odense, men dette er uovertruffet.

Ruth forsøgte at få fat i hjemmeplejen. Vi fik den besked, at der var kontortid 12-13. Det var altså os, som skulle ringes op. Vi blev lovet et besøg onsdag klokken 11. Der var en undskyldning med sygdom o.s.v. Vi kan ikke bruge det til noget. Heldigvis var vores behov for hjælp ikke akut.

Onsdag den 12 januar Glad og udhvilet op af sengen. Mit filter falder hele tiden ud om natten. Jeg tror ikke det betyder noget

Hjemmesygeplejersken kom som aftalt præsis klokken 11. Dejligt.

Vi fik en sludder om det praktiske, og jeg skulle jo "visiteres" med brugerbog o.s.v. Vi blev hurtigt enige om, at det ikke var nødvendigt. Vi aftalte, at jeg mødte op på klinikken på Gulkrog klokken 11 for at få skiftet bændler. Så kunne vi aftale det videre forløb derhenne.

Jeg har forresten sendt et brev til Overlægen, et til afdelingssygeplejersken og et til pigerne. Jeg håber ikke nogen føler, jeg er gået for tæt på. (Jeg tænker især på overlægen).

Torsdag den 13 januar. Så var det i dag Vejle skulle til eksamen.

De skulle sørge for "svenske næser" og bændler til de næste gange.

Vi begav os til sygeplejerskerne. Jeg stod og ventede udenfor, idet jeg regnede med, at nogen reagerede. Det varede lidt, så bankede jeg på. "Er der noget, vi kan hjælpe med ??". Ja, jeg skal have skiftet bændler. Nå ja! det er også rigtigt. men det er henne på klinikken. Vi følges ad derhen. Desværre svigtede Vejle igen. Ingen havde forsøgt at skaffe de nødvendige hjælpemidler. Det er altså hjemkommunens ansvar. Der er ingen undskyldning.

Mandag 17 januar Stadig ingen styr på hjemmeplejen. Jeg får det stadig bedre

Torsdag den 20 januar Så er det ny eksamen for Vejle. Jeg håber ikke de dumper denne gang.

Ok de bestod men kun med 6. De, som skulle skifte båndene, havde aldrig prøvet det før. De havde ikke kunnet skaffe bændler og "svenske næser" Vi måtte selv gå på Vejle Sygehus for at få hjælp. Her fungerede det upåklageligt.

Jeg har nu besluttet, at der er en pause i min dagbog. Nu er det så meget hverdag, at det må gå sin gang. (Med mindre der sker nyt)

top forrige næste