forside indhold links kontakt

Claras Hjørne
Gerdas Hjørne
Jacobs Hjørne
Om Mig
Logoet
Dagbog
Stemmen
Billeder
Links
Kims Hjørne
Lærkes Hjørne
Renés Hjørne
Ruths Hjørne

Indhold

Kræften konstateres (behandling aftales). Ny lejlighed
Strålebehandlingen
Mellemspil og det glade budskab: "Kræften er væk"
Nye undersøgelser - nye beslutninger
Operation (partiel laryngectomi)
Dagbog Vejle Sygehus
Afslutning / konklusion

Afslutning / konklusion

Jeg sidder med en følelse af noget uvirkeligt, som ikke er sket for mig. Det kan ikke være rigtigt, at så meget kan ændres på et år.

Man har mod på livet; alt kører bare derudaf, en vel overstået HF eksamen, og der er masser af lyst til at gå videre med et studie. Jeg vidste da godt, at skulle jeg være præst, ville jeg starte og ikke slutte som emeritus, men at det skulle være min stemme, som ikke duede, havde aldrig strejfet mine tanker. Jeg syntes også, at jeg fulgte nogenlunde med i alt det nye, som skete på IT området, selvom mit 10 tal i datalogi hurtigt falmede.

Pludselig står man med en livstruende sygdom.

Jeg har været op og ned af mange bølgedale. Når jeg tænker tilbage, var det de sidste 14 dage med strålebehandling og de efterfølgende 14 dage, som var de strengeste. Jeg er ikke sikker på, at jeg kunne sige det samme, hvis jeg var blevet totalt laryngectomeret. (Strubeløs). Jeg kan ikke overse hvilken psykisk belastning, det ville have medført. Jeg kan sagtens påstå, at jeg ville have klaret presset, og at mit bagland ville hjælpe mig igennem en sådan krise. Om det er sandt ved ingen. Jeg er meget taknemlig for, at jeg kan tale, selvom det er unuanceret.

Jeg må konstatere, at ordet kræft eller cancer har en skræmmende virkning på folk. De fleste bakker ud og vil hellere tale om noget andet.

Jeg husker, da min kone og jeg var i Odense til undersøgelse, og overlægen sagde, at kræften var væk. Jeg spurgte om, hvordan han kunne være så skråsikker uden vævsprøver. Han svarede: "Det kan jeg. Jeg kender kræft, når jeg ser den". Vi kørte derfra og "slettede næsten" ordet kræft af vores ordbog. 3½ måneder efter måtte vi tage stilling til operation.

Vi havde nogle dejlige måneder uden "kræfttanker". Jeg tror imidlertid, at nedturen og angsten op til jul havde været mindre, hvis vi havde været forberedt. Lægen kunne f.eks. have sagt: "Kræften er væk; men ved næste kontrol må du regne med, at der skal tages vævsprøver. Vi skal være helt sikre" Selvfølgelig er det svært, men lidt anvendt psykologi koster ikke ret meget.

Vi ser nu fremad. Vi fik et dejligt sted at bo, og vi har hinanden. Vi tror på, at kræften er væk. Livet er igen værd at leve.

Nu regner jeg ikke med nogen fortsættelse.

top forrige